For de flestes vedkommende er sommerferien igang, og i modsætning til sidste år virker det som om, at langt flere danskere har valgt at tage ferie uden for Danmarks grænser. Det skyldes helt sikkert, at Verden er begyndt at åbne meget mere op, end hvad vi så det sidste sommer samt det faktum, at flere og flere bliver vaccinerede. Jeg synes, det er helt fint, at folk rejser til udlandet, men vi må bare ikke glemme, at vaccinen ikke er nogen garanti for, at vi ikke kan blive smittet såvel som smitte videre med Corona-virus. Jeg ved, at der stadig er mundbindskrav flere steder, både hvad angår lufthavnene i Danmark såvel som flere steder i udlandet, ligesom der i udlandet er krav om Corona-pas og test. Jeg håber ikke, at vi kigger ind i en tredje bølge til efteråret, som betyder, at flere bliver syge, indlægges og i værste tilfælde dør. Men når man kigger på mutationen, Delta-varianten, lyder det ikke til, at vaccinerne kan holde den for døren.